fredag den 26. september 2008
mandag den 22. september 2008
#3 Google Maps og Gmaps pedometer
Google tilbyder sine brugere en letanvendelig kort- og rutesøgningstjeneste: Google Maps. Her kan man finde lokaliteter og køre-ruter over hele verden og få dem vist på kort eller som satellitbilleder. Kortet kan herefter printes ud.
Med underprogrammet Gmaps Pedometer har man mulighed for at skabe detaljerede gå-, løbe- eller cykelruter. Programmet udregner den præcise afstand og kalorieforbruget i gennemførelsen af ruten.
Øvelse 1: Google Maps
Vi har valgt at benytte den danske version af google maps, som findes på adressen http://maps.google.dk/
Åbningsbilledet viser et oversigtskort over Danmark:
Øverst i kortets højre side har man mulighed for at skifte mellem traditionelt kort, satellitbillede, terrænkort.
Her har vi skiftet til almindelig kortvisning:
I kortets venstre side findes en ”skyder”. Ved at trække i den (med venstre museknap holdt nede) kan man zoome ind og ud på billedet.
Trykker man venstre museknap ned, når markørpilen er inde på selve kortet, kan man trække i kortet. Prøv f.eks. at trække kortet væk fra Danmark og ind på Sverige.
Opgave: Nu skal du finde din hjemadresse på kortet.
1. Skift først til kortvisning
Eksempel på søgningen Enghavevej 104:
Nu skal vi til at rejse os fra computeren og være aktive! Et pedometer er det engelske ord for skridttæller og her præsenteres en elektronisk én af slagsen.
Gmaps Pedometer (http://www.gmap-pedometer.com/) anvender Google Maps til at udregne hvor langt, du har bevæget dig, hvor mange kalorier du har forbrændt, udskrive højdeprofiler og meget mere. Og så er det et genialt værktøj til at finde nye ruter med. Følgende beskrivelse er skabt af en løbeinteresseret 23ting-ekspert i det jyske:
Lad os komme i gang! Åben http://www.gmap-pedometer.com/
Først skal vi lave et par indstillinger i venstre side. Vi vælger ”metric” for at få europæiske mål. Vi kan vælge, om vi vil have kalorietæller med (bemærk, at den er meget vejledende og forudsætter, at man løber eller går), og om vi vil have vist ”elevation” (højdeprofil).
Så skal vi finde vores område på kortet. I boksen ”Jump to”, skriver jeg som et eksempel ”Sejs Denmark” for at finde området, jeg selv bor i. I øverste højre hjørne kan vi vælge, om vi vil have vist kort, satellitfoto eller en hybrid. Jeg foretrækker hybriden, da jeg så kan se skovstier m.v.
I øverste venstre hjørne kan jeg zoome ind og ud ved at bruge ”skyderen”. Jeg zoomer langt ind, så jeg kan finde mit eget hus. Man flytter rundt på kortet ved at klikke med venstre musetast, holde den inde og trække rundt med kortet.
Nu trykker jeg på knappen ”Start recording” og dobbeltklikker på rutens begyndelsespunkt (her er det lige ud for mit hus).
Som man kan se på billedet herover, bliver hver kilometer markeret, så man løbende kan se distancen. Den præcise distance kan også følges i boksen i venstre side.
Nu har jeg markeret hele ruten og er tilbage ved udgangspunktet. Jeg zoomer lidt ud igen for at få et overblik over min rute.
Nu har jeg de informationer, jeg skal bruge. Jeg kan se, hvor langt jeg har løbet, hvor mange kalorier jeg har forbrændt, og jeg kan se, at jeg startede ud med en bakke.
Hvis jeg nu gerne vil gemme ruten til en anden gang, eller sende den til en ven, kan jeg klikke på ”Save route” i boksen i venstre side. Det giver mig en unik adresse (url), som hører til præcis den rute, jeg har tegnet. Den kan jeg så gemme som et bogmærke eller sende i en e-mail.
Nu er det din tur. Find dit eget område og begynd at måle ruter ud.
Og så er det ellers ud i den friske luft og afprøve ruterne :o)
fredag den 19. september 2008
fredag den 12. september 2008
Der findes mange populære vennesteder på nettet i dag. Vennesteder er et fælles begreb for sociale, brugerstyrede netsteder. Kendetegnende for denne type tjeneste er at de kræver engagement og interaktion fra brugerne. Det er på denne måde at tjenesterne vokser og udvikles. Måske skulle der komme en lille advarsel her, for det er så sjovt og spændende at man ofte helt glemmer tid og sted og bruger masser af tid. Vent og se!
Facebook er én af de mest kendte og eksponerede for tiden og her boltrer både unge og ældre sig. Facebook kan bruges til at styrke kontakten med nuværende venner, genfinde gamle venner, som man havde mistet kontakten med og etablere helt nye venskaber. Man kan tilslutte sig eksisterende netværk og oprette nye. Dette er legepladsen for alle barnlige eller nysgerrige sjæle.
Facebook har i øjeblikket mere end 100 millioner deltagere heraf over 700.000 danskere. Læs evt. på Wikipedia om Facebook.
Hver deltager har sin egen konto hvor man kan se sig selv, sine venner og deres venner. På kontoen kan man lægge billeder ind og fortælle om sig selv. Facebook’s vigtigste funktion er at skabe netværk.
Sådan gør du for at oprette dig i Facebook:
1. Oprettelse og log in
Facebook har adressen: http://www.facebook.com/
På forsiden bliver du mødt af en lille tilmeldingsformular som nedenstående. Her indtaster du nogle få oplysninger for at tilmelde dig. Vi foreslår at du bruger den gmail-konto, du har fra det tidligere 23 ting-forløb.

Klik på Tilmeld, indtast ordene i sikkerhedskontrolboksen og klik derefter på Tilmeld igen. Herefter skal du over i din mailboks og klikke på linket i den bekræftelsesmail, du har modtaget fra Facebook. Gennemgå herefter de 3 trin for at gøre din registrering færdig.
Når du først er registreret som bruger, skal du efterfølgende hver gang logge ind med din e-mail samt den valgte adgangskode. På din e-mail vil du modtage en mail hver gang du f.eks. har fået en hilsen inde på Facebook.
2. Lidt om at navigere i Facebook
Profil: Her ligger dine profiloplysninger. Profilen kan redigeres og beriges med mange oplysninger. Skift mellem fanerne for at tilføje dine oplysninger.
Hvis du er inde for at besøge andres konto, så vil et klik på Profil returnere dig til din egen konto.
Når du navigerer rundt i Facebook vil feltet Applikationer følge dig. Applikationer er muligheder/ting/faciliteter du selv kan lægge ind. Du kan også få nye applikationer ved at blive inviteret af én af dine venner.I Facebook er der nogle grundapplikationer. Nedenfor ser du Billeder, Video, Grupper, Begivenheder og Noter som alle er grundapplikationer.

3. Vis dig med et billede
Når du er i gang med at lægge oplysninger ind om dig selv. Hvad så med et billede af dig selv? Har du sådan et, så prøv at uploade det. Det gør du ved at klikke på Profile ---> Overfør et profilbillede.

Hvis du vælger ikke at ville lægge et billede af dig selv ind, er det også ok. Så vil du blive vist som et stort spørgsmålstegn i profilen. Man kan sagtens have billeder liggende på applikationen billeder - uden at have et billede på profilen.
4. Velkommen på Facebook
Din e-mail indeholder en adressebog. Hvis du f.eks. bruger din Google e-mail, kan Facebook kontrollere om dine kontakter har en konto hos Facebook. Du vil få en liste og mulighed for straks at invitere dem du ønsker, til at blive dine venner.
For at få en ven skal der foretages en invitation og en accept.
Har du fået inviteret nogle venner? Ellers skynd dig at komme i gang!
5. Grupper - nye netværk
Dine interesser kan afspejle sig i din tilknytning til forskellige Grupper. I en sådan gruppe kan du diskutere med dem du har et interessefællesskab med og emnerne er brede. Politiske tilhørsforhold, web 2.0, 23 ting, bibliotekarer, my photos are mine, scor til kor - ja alt hvad hjertet begærer. Og du kan selv oprette en gruppe.
Men prøv i denne omgang at søge på emner der interesserer dig og bliv medlem af én af grupperne. Bliv eventuelt inspireret ved at kigge på dine venners grupper.
Grupper finder du under Applikationer.
6. Leg videre
Nu skulle du gerne have fået lyst til selv at arbejde videre med Facebook. Se om der er sjove applikationer du kan finde hos vennerne, søg efter nye venner, opdater din profil, skriv på en af dine venners Væg, skriv en privat mail, læg din musikliste ind eller hvad du ellers finder sjovt.
Ugens lodtrækning
Tillykke!
mandag den 8. september 2008
GoogleDocs
Ting # 1 Online applikationer og værktøjer
Fokus: Google 'Docs and Spreadsheets'
Vi starter blidt med en gammel kending fra det forrige forløb, og gentager ”Google docs”.
Har du ofte taget en diskette eller et USB stik med fra den ene arbejdsplads til den anden? Du kender sikkert også til at skrive et oplæg, sende det videre til en kollega, få kommentarer retur i en mail sammen med dit oprindelige dokument?
Er det noget du jævnligt oplever, så vil denne uges opgave måske i fremtiden gøre det lettere med samarbejde, og med at kunne arbejde med det samme dokument på flere arbejdspladser. Vi kalder det også kollaboration (samarbejde) på nettet.
Google docs and spreadsheets har du adgang til via din gmail konto som du oprettede i starten af forløbet, da du lavede din blog. Som navnet siger, er det værktøj til dokumenter og regneark. Man kan altid gå tilbage til tidligere versioner, og se hvem der har lavet ændringer i dokumentet.
I Google docs kan man tage dokumenter, som man f.eks. har skrevet i Word, Excel el.lign. på sin egen pc og uploade dem til Google docs og arbejde videre med dem der. Omvendt kan man også downloade dokumenter skrevet i det online program til sin egen pc.
Kom i gang med Google Docs and Spreadsheets
Log ind på din google konto via dette link: http://docs.google.com/
I Docs and Spreadsheets ser du mulighederne:

Du kan nu oprette et nyt tekstdokument, eller et nyt regneark, eller du kan uploade fx et Word-dokument eller et Excel-regneark fra din pc til din Google konto.
Klik på 'New Document'
nu får du en Word-lignende grænseflade, hvor du kan skrive nogle sætninger, formatere teksten, prøve at indsætte et billede, lave et link osv. Leg lidt med mulighederne, og se hvad der gemmer sig i faneblade og dropdown-menuer.

Navngiv dokumentet ved at klikke på

Klik nu på "Share" det er jo samskrivningen, der er rigtig smart.
Se om du kan finde en eller flere kollegaer, der er online, og gerne i samme lokale som du selv sidder.
Inviter ved at skrive vedkommendes gmail-adresser, hvis flere så adskil med kommaer.

Klik på 'Invite collaborators' – hvis du ikke allerede har gjort det.
Så får du en formular op, hvor du kan skrive en besked til dem du inviterer.
Gør det og klik på 'Send'
Klik nu på

Få den / dem du har inviteret til at åbne deres Gmail
– de skal åbne din invitationsmail og klikke på linket deri, så de får adgang til dokumentet.Hjælp evt. med at få det åbnet.
Prøv at lukke dokumentet ved at klikke på: Save & close
Og prøv at finde det igen og åbne det.
klik på
under fanebladet ”file” - smart, man kan se tidligere rettelser.Luk det bare igen, og prøv at åbne et nyt, evt. også et regneark, og prøv at uploade et Word- eller Excel-dokument fra din pc.
LEG og LÆR – lige præcis Google Docs og Spreadsheets (eller lignende løsninger) vil være dagligdag fremover, så vi kan lige så godt udforske mulighederne og få det ind på rygmarven. Er du medlem af en arbejdsgruppe, så aftal, at I skriver det næste arbejdsgruppedokument i Google Docs. Begynd at bruge Google Docs i dagligdagen – det her er vigtigt at lege med.
onsdag den 27. august 2008
Velkommen til 23 ting-light - vi starter d. 8. september
Der vil blive lagt en ny opgave på 23 ting-bloggen hver mandag fra d. 8. september til og med d. 6. oktober og uge 42 bliver opsamlingsuge, så du kan nå at få afsluttet eventuelle hængepartier.
For at deltage får du brug for den gmail-adresse og den personlige blog, du brugte i sidste 23 ting-periode.
Hvis du har slettet din blog, finder du vejledning til at oprette en ny her. Husk at sende den nye blog-adresse til Rikke Petersen på ripe01.fkb@gmail.com.
Kan du ikke huske din gamle gmail-adresse eller blog-adresse er der også hjælp at hente hos Rikke.
23 ting-ekspertholdet, som altid er beredt til at besvare 23 ting-spørgsmål, består denne gang af Jacob Hoff/EKS, Jakob From/MB, Maria Moustgaard/VO og Rikke Petersen/IT+MB.
Vi har naturligvis også planlagt workshops i det store mødelokale en dag pr. opgaveuge og datoerne er allerede klar til at blive tilføjet i din kalender:
11. september kl. 13-15
17. september kl. 13-15
23. september kl. 14-16
2. oktober kl. 13-15
9. oktober kl. 13-15.
Alle der når at gennemgå og blogge om ugens opgave inden fredag kl. 12 i den pågældende uge deltager i ugens lodtrækning om en flydende præmie.
God fornøjelse :-)